tirsdag den 31. marts 2009

Besøg hos egen læge

Med henblik på at få en henvisning til en fysioterapeut tog jeg over til egen læge. De sædvanlige undersøgelser: Bøjelighed, gå på tæer; hæle; løfte ben og reflekser - dem er der ingen af.

Ingen særlige alarmsignaler, men sikkert godt med noget fysio, så jeg fik en henvisning. Udfyldte straks en internet formular anmeldelse til sundhedsforsikringen.

I bil på arbejde; stående AU møde og på el-cykel til Ø. Bjerregrav om aftenen - igen stående møde. Sad dog ned under kaffen.

mandag den 30. marts 2009

Stående heldagsmøde

Sidder i bestyrelsen for Randers Spildevand A/S under etablering. Derfor et 9-16 møde om det at sidde i bestyrelsen for et aktieselskab. Regnvejr, så jeg tog bilen - svært at komme ud af den.
Stod op under hele mødet.

søndag den 29. marts 2009

Uge 1

I forhold til de første dage er der sket fremskridt: Ryggen virker betydelig mere solid - kan gå almindeligt, men passer dog stadig på med ikke at træde ned i et hul eller lignende. Rigtig dårlig bøjelighed forover - skal ligge ned for at få strømper og bukser på. Har svært ved at samle noget op fra jorden. Måltider indtages siddende på knæerne ved bordet.

torsdag den 26. marts 2009

Yes - jeg kan gå

I dag var vi tidlig færdig og tilbage i Nis tidlig nok til at jeg kunne nå en gå-tur inden det blev helt mørkt.

Herligt at kunne gå - omend forsigtig - så dog uden at få stød eller låsninger i ryggen. Nåede knap 6 km. Under spisningen kunne jeg sidde ned hele tiden - og alligevel gå ned af trapperne til mit værelse.

tirsdag den 24. marts 2009

Rejsedag til Serbien

Alt blev pakket i kufferten - kunne ikke løfte selv en let håndbagage. Jeg kørte selv til Tirstrup - godt det samme, da der faktisk var en smule snestorm omkring Assentoft. Blev chokeret over smerterne, da jeg stod ud af bilen i Tirstrup - måtte stå et par minutter, inden jeg kunne gå ind i afgangshallen.

Forude ventede flyvning til Tirstrup; videre til Wien og så videre til Beograd inden 270 km med bil til Nis. Skræmmende. Det gik nogenlunde. Sørgede for at få plads uden sidemand, så jeg kunne sidde nærmest på skrå af to sæder. På den længste tur til Wien havde jeg tre sæder, så jeg kunne ligge mig ned.

De 270 km blev tilbagelagt i en komfortabel Passat. Lagde sædet en del ned, men det blev efterhånden pinefuld. Heldigvis kørte chaufføren hurtigere og hurtigere, så pinen ikke blev trukket i langdrag.

Sad ned ved aftenspisning - godt at det var tæt på elevator.

søndag den 22. marts 2009

Dag 0

Inga var på weekend familiebesøg i Sønderjylland. Havde selv en del at lave, og var blevet hjemme. Skulle spille fodbold kl. 11.30, så jeg kunne lige nå at fjernet nogle grene fra en tilbageskåret hæk. Var godt nok noget stiv i ryggen, men grenene lå på naboens side, så nu skulle de væk.

Det kom de også, og ryggen havde fået det rigtig dårlig. Afbud til fodbold? - valgte at cykle til Asferg for at se, om de var nok. Lykkedes at komme i spilleklunset og kom op på banen for blot at konstatere, at jeg ikke med min bedste vilje kunne løbe - som om lænden ikke ville lade benene bevæge sig.

Hjem og på langs på en tynd madras foran fjernsynet. Ryggen skulle vel blot have lidt ro.

fredag den 20. marts 2009

I baren ved fest i Ø. Bjerregrav

Ø. Bjerregrav Idrætsforening havde hjulet PIF ved vores fest i Træningshuset, så nu var det vores tur til at give dem en hånd. En hyggelig opgave, som jeg naturligvis havde sagt ja til.

Min primære opgave var at stå i baren sammen med to piger, så jeg sørgede løbende for at fylde op med øl, vand mm. Dette blev hentet fra en køletrailer blot 20 m fra baren.

Var meget omhyggelig med at løfte korrekt og vurderede løbende, hvad ryggen mente om opgaven. Ingen advarselssignaler. Heller ingen problemer dagen efter.