Dagen stod på forundersøgelse på Center for Rygkirugi i Odense. Afsted på cykel i herligt morgenvejr ind til stationen. Jeg fejler da ikke noget - som syg kan man da ikke cykle 14 km stående op hele vejen? - og det med en gns. fart på 24 km/t.
Jo jeg gør så - det er altså ikke helt godt, når det at gå fra cykelstativ til spor 3 er en smertefuld tur med talrige stop - til trods for brug af min tro følgesvend vandrestaven.
Fandt en stoleryg at støtte sig op ad, så turen gik ok. Tog taxi den sølle km fra Odense station til rygcentret- pinligt med taxi for så kort en afstand med absolut nødvendigt.
Helt ny bygning, venligt personale og en temmelig klar udmelding fra den undersøgende læge: Med mine smerter, nedsatte følelse og nedsatte kræfter i foden sammenholdt med MR scanningen er en operation det mest fornuftige. Selv er jeg bange for, at nerven tager uoprettelig skade, hvis udviklingen fortsætte - har et par gange på det seneste kommet til at snuble foden i gulvtæppet - dårlig tegn.
Fik nævnt sølvbryllup 2. juni - "Så er det jo med at komme i gang - har du tid på tirsdag?". Når det nu er vejen frem, så naturligvis desto før desto bedre. Hurdlen er hvorvidt sundhedsforsikringen er hurtige til at give grønt lys - det tager oversygeplejeskeren sig af, og hun virkede ganske kompetent. Så hører jeg intet på mandag, sker det på tirsdag. Betyder også nul Ipren, da denne smertestillende gigtpille fortynder blodet.
OK hjemtur, hvor jeg blev færdig med at læse "Helbred din egen ryg" af McKensie - desværre burde jeg have læst den for 10 år siden, og jeg ville ikke være hvor jeg er nu. Læs den bog før det går galt for dig.
Stod i togvogn fyldt med en skoleklasse - vist på vej hjem fra udlandstur. De stod på i Fredericia og havde øjensynlig spist deres madpakker inden da. "Nu kommer madvognen" lød det da togstewardessen kom rullende med kioskvognen. Og der blev købt "mad": Chips, cola, vingummi, chokolade and you name it. For pokker da - vi er på vej ud på et skråplan.
Vel hjemme forkælede mig selv med at ligge mig ned på madrassen i stuen - det gik godt! kunne endda ligge på ryggen uden særlige smerter - herligt. Fik en nagende tvivl om hvorvidt det nu også er nødvendig at operere? Efter at have ligget og nydt tilværelsen en times tid signalerende liflige dufte fra køkkenet, at det var på tide at komme på højkant igen. Tak spids - så kom man tilbage til virkeligheden igen - måtte stå 5 minutter i smerte uden at kunne bevæge sig - kunne end ikke bevæge mig sølle to meter over til min støttestav.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar