søndag den 9. august 2009

24 timers løb i Viborg

Havde meldt mig på Randers kommunes hold inden rygproblemer begyndte. Derfor med bange anelser og med blot 50 km træning seneste 5 måneder, at jeg stillede op for at udfylde min del med 4 runder á 5,73 km.

Gik bedre end forventet - løb på 4:26, 4:24, 4:32 (nat) og 4:26 min/km. Slet ikke tosset set i lyset af at jeg først begyndte at løbe igen d. 21. juli samt at nerveforsyningen til højre fod slet ikke er på plads endnu.

tirsdag den 21. juli 2009

Første løb i 124 dage

Så fandt jeg løbeskoene frem for første gang i 124 dage. Luntede en forsigtig tur på 3.5 km sammen med Henrik i moderat tempo - andet rakte kræfterne ikke til.

Forfærdende, så meget nedgang der sker i løbet af blot 18 uger - pulsen ligger mindst 10 slag højere end i marts, og hastigheden pr. km er nok 30 sekunder dårligere.

Dertil kommer, at det kniber med at styre højre fod - nerven er stadig svækket, men det går dog fremad.

søndag den 19. juli 2009

Gang i racer cyklen

Ferie tid, der går med at indhente alt det forsømte her hjemme. Det giver tid til gode ture på racer-cyklen - har i den forløbne uge cyklet 260 km - typisk ca. 50 km pr. tur og et snit i kupereret terræn på 29-30 km/timen.

Nødvendig foranstaltning for at få pillet 3-4 kg overfæødig flæsk af kroppen.

onsdag den 24. juni 2009

Ambulant kontrol

Egentlig kunne jeg have undværet tog-turen til Odense - kontrollen tog ikke mange minutter, og alt i skønneste orden - men på sin vis følte jeg en forpligtigelse til at vise det dygtige personale, hvor godt et arbejde de havde lavet.

Hyggeligt at gense personalet igen. Og en udsøgt fornøjelse ubesværet at kunne rejse med tog og gå fra station til hospital.

søndag den 14. juni 2009

Gocart ræs

Vores byrådskollega Karsten Skjødt-Jakobsen havde inviteret den borgerlige gruppe til gocart ræs i Racehall - Europas største indendørs racebane. Baggrunden er den, at Karsten købte en konkursramt overdækket fodboldbane, der så er blevet ombygget til en virkeligt velfungerende racebane.

Det går stærkt - op til 80 km/time og det er rigtig sjovt og udfordrende. Vi startede med 10 minuters opvarming inden selve løbet på ca. 15 minutter. Efter opvarming kørte jeg min cart i pit - selvfølgelig kunne jeg have trillet forsigtig rundt i løbet, men vel vidende at jeg har et veludviklet konkurrence-gen ville jeg ikke risikere at glemme min sårbare ryg i kampens hede.

Sjovt så længe det varede.

lørdag den 13. juni 2009

Stafet for livet

En lørdag med gang i Randers. Cyklede derind og tjekkede landbruget på Østervold, det netop åbnede økoligiske marked i Underværket; gik 5 km i Stafet for livet arrangementet på Tronholmen, inden jeg fortsatte til vinsmagning hos Jysk Vin.

Efter at have fornøjet os med gode vine blev det til yderligere 3,5 km stafet for livet og så hjemad i strid modvind.

fredag den 12. juni 2009

Slap lidt af

Hmm - har et par dage haft helt normale arbejdsdage uden ekstra liggepauser eller gå-ture. Nok at stramme den en tand for meget - kan mærke sporadisk snurren ned i benet på bilturen hjem og også på en aften gå-tur.

torsdag den 11. juni 2009

Sved på panden for første gang

Rygtræning kl. 10.30 og MTU møde kl. 15.15 samt en vejrprognose, der lovede regn fra kl. 12 og resten af dagen? Ikke megen fornuft i at cykle hjem mellem de to aktiviteter, så sportstasken blev pakket med sportstøj, bærbar og bilag.

Efter rygtræning gik turen ned i FitnessOne - havde netop tegnet medlemskab inden rygproblemer stoppede festen - så det var faktisk første besøg. Prøvede Crosstrainer, kondicykel og endte med at småløbe en tur på løbebåndet (fik den startet i højeste hastighed). Fik for første gang siden 22. marts dryppende sved på panden og pulsen nåede over 170 (hvis man da kan stole på deres mekanik).

I stedet for straks at gå i bad (og stadig svede efter badet) fandt jeg en musikpult med passende højde, der fungerede som højt bord for pc'eren. Videre til Laksetorvet og mere arbejde inden MTU møde. Ca. 1½ times mellem MTU og Venstre gruppemøde blev igen udnyttet ved den bærbare.

Hjem på cykel i regnvejr afsluttende med en ordentlig skylle - godt at man har en Hägløf Oz Pullover.

onsdag den 10. juni 2009

Travl arbejdsdag

Første helt normale arbejdsdag - dvs. mødet 7.15 og hjemad 15.30 med fuld knald på hele dagen på nær min sædvanlige 20 min. power nap i frokostpausen. Nok at stramme den lidt vel rigeligt - det er faren ved at tage på arbejde - travlheden opsluger, og man glemmer hvil og gå-ture.

Har netop fået sendt invitationer til Bjorli 2010 - slags overspringshandling, idet der er bunker af andre ting at give sig til.

tirsdag den 9. juni 2009

Genoptræning på hold

Vi er 5 på rygtræningsholdet: En 6 ugers operation; en 1 års operation; en dobbelt prolaps (3 og 1 år) uden operation og en ikke-generende prolaps + bækkenskred. Ingen tvivl om, at jeg er heldig stillet ift. de andre på holdet.

Fik en rigtig god gennemgang af betydningen af "korset" muskler - absolut motiverende for træningsindsats at kende deres betydning og funktion.

Møde i Arbejdsmarkedsudvalget om eftermiddagen samt deltagelse i fokusgruppemøde på Amtsavisen, så det blev til 2 x tur/retur til Randers i dag - sidste hjemtur i øsende regnvejr.

mandag den 8. juni 2009

Check-in på Randers Sundhedscenter

Skal nu i gang med genoptræning i det kommunale system. Var i den anledning inviteret til et tjek på Randers Sundhedscenter, hvor Bruno og kollega ganske omhyggeligt fik et indblik i mit forløb og tilstand - lover godt.

Efterfølgende videre til Skejby på arbejde - blev hængende til 17.30 dog afbrudt af gå-tur. Nok en gå-tur om aftenen.

søndag den 7. juni 2009

EU valg

Søndagen var lagt i faste rammer: Sad som valgtilforordnet i Asferg Forsamlingshus fra 8 til 21 inkl. klargøring og optælling. "Sad" gjorde jeg dog sjældent - havde primært stående opgaver og med rigelig bemanding var der også tid til tre længere liggepauser med avislæsning. Gå-tur efter hjemkomst.

tirsdag den 2. juni 2009

Sølvbryllup

Så oprandt den store dag endelig  - og den blev god. Morgensang med trut kl. 8 og en vist nok ret kikset brudevals på den røde løber og i sandaler. Sidste klargøring i løbet af formiddagen med god hjælp af de, gæster, der blev hængende fra morgensangen.

I løbet af dagen kom der er jævn strøm af buketter, så vi nåede op på 15 flotte buketter.

Gæsterne kom dryssende fra kl. 15, hvor kaffen blev drukket på terassen - lidt blæsende men ellers varmt og solrigt. Inden servering af velkomstdrink kl. 17.30 sprang jeg i bryllupstøjet fra 1984 - passede stadig ret godt. Herefter gik det slag i slag med lækker mad, sublim Weberstegt oksemørbrad, et bredt udvalg af vine, sange & taler. Og ryggen holdt findt til dext hele - nøjagtig 4 uger efter operationen.

lørdag den 30. maj 2009

Lettere havearbejde

Har heldigvis fået hjælp af en svoger til klargøring forud for sølvbryllup på tirsdag, så jeg nøjes med "lettere havearbejde". Vejret er jo ganske sommerligt, så et par hvil på græsplænen giver lidt kulør på maveskindet. Blev også tid til 7 km gå-ture - generes stadig af "et-eller andet" på bagsiden af venstre hofte - især når jeg har stået stille.

fredag den 29. maj 2009

70 års fødselsdag

Aarhus School of Business (også kendt som Handelshøjskolen) fejrede sin 70 års fødselsdag, og havde i den anledning inviteret til en faglig del dækkende det meste af dagen og en festlig del om aftenen. Deltog i hele programmet sammen med Inga - ganske interessant og fornøjeligt. heldigvis godt med pauser, så der var mulighed for at variere mellem at sidde, stå, gå og fik med da også lidt tid på ryggen.

torsdag den 28. maj 2009

Nok en travl dag

Travl dag - fra Herning til Landscentret. Smed en 2 km gå-tur ind plus den sædvanlige 20 min powernap i middagspausen. Temamøde på Laksetorvet fra kl 15 - skippede sidst akt, så der blev tid til en halv time på sofaen inden borgermøde i Gassum kl. 19 - tog alm. cykel de 4 km derop.

Rundede af med 3.5 km gåtur mens solen var ved at gå ned og fysio øvelser på stor bold inden sengetid. Døjer lidt med noget i venstre side af lænd - har næppe noget med diskus-ryggen at gøre - måske kommet ved at have gået for hurtigt.

Dagens glade budskab kom fra Lisbeth - hun fik 12 i faget Almen studeteknik.

onsdag den 27. maj 2009

RenoSam årsmøde

RenoSam er sammenslutningen af 38 kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber og modtagestationer i Danmark og på Færøerne. De holder årsmøde i Herning, og som bestyrelsesmedlemi I/S Fælles Forbrænding deltager jeg sammen med en masse andre mænd, der typisk er ældre og tungere end jeg selv.

Ikke alle indlæg var lige relevante, så jeg indlagde gå-ture (6 km) og liggepauser. Stod ellers op med McKenzie puden i ryggen. Tid på hotel værelset bliver brugt på ryggen med pcer på maven.

mandag den 25. maj 2009

Bag rattet igen og på Landscentret

Dejligt igen selv at komme bag rattet - så kører bilen nu engang bedst ;-). Cyklede til Randers  - blev klippet - og skiftede til bil for turen til Landscentret i Skejby. Hyggeligt at se kolleager igen og kommer ajour med presserende arbejdsopgaver.

Igen el-cykel til Vision 2020 møde i Randers, men måtte ringe efter hjemtransport, idet egerne i baghjulet efterhånden er sprunget i et omfang, der umuliggør fortsat cykling.

Så det blev "kun" til 40 km cykling og 5.5 km gang.

søndag den 24. maj 2009

Uge 9

Så er der gået 19 dage siden operationen. Ugen har været præget af mange gå-ture - har nu rundet 115 km. Stadig problemer med højre fod. Kan en gang imellem mærke lidt snurren i lår og fod - især om morgenen - men ikke noget der minder om smerter.

Har rykket for genoptræning hos kommunen, men der er vist ikke megen individuel behandling - må vente til hold. Ender med at jeg begynder at arbejde fuld tid inden jeg kommer i formel genoptræning.

I dag blev det til 30 km el-cykel; 3.5 km gå-tur plus håndskubber på græsplæne - her er teknikken at støtte albuer på ribben, så ryggen ikke belastes særlig meget.

lørdag den 23. maj 2009

Man har det, som man ta'r det

Vi bor ude på landet. Derfor usædvanligt, at en ældre, ukendt herre kom gående forbi på vejen udenfor. Han havde synlige problemer med at styre sin højre fod - en lidelsesfælle? Fik hurtigt sko og trøje på, og satte efter ham.

Fik en snak med ham - han var på besøg i Hvidsten. Havde fået en hjerneblødning for en del år siden, og var lam i højre side, da han kom til sig selv igen. Takket være genoptræning ved først dygtige specialister og siden med støtte af sin kone, havde han så nogenlunde genvunden førligheden. Slet ingen bitterhed over situationen, der også havde betydet farvel til arbejdsmarkedet. Tværtimod følte han sig meget heldig.

Blev til 12 km i dag. Og ja - jeg føler mig også heldig - at jeg to måneder efter en alvorlig diskusprolaps har det så godt, at jeg f.eks. kan gå sådanne ture.

fredag den 22. maj 2009

100 km rundet

Det bliver ikke af at slæbe vin til vort sølvbryllup d. 2. juni, at jeg får ondt i ryggen - Salling annoncerede et godt tilbud, og ved køb af over 48 flasker er der gratis levering. Bestilte straks fra morgenstunden.

Blev ringet op af visitator fra Randers kommune, der blot ville fortælle, at de ville indstille mig til genoptræning via Sundhedscentret. Ja tak -  jo før, jo bedre.

Takket være min Garmin 305 har jeg fuldstændig styr på mine gåture - god motivationsfaktor. Rundede således i dag 100 km total siden operationen for godt to uger siden. Bliver noget så klog af alle de gåture - lytter til podcasts. Dagens højdepunkt var Krause på tværs, hvor han snakker med professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen om Vores hæderlige sundhedsvæsen - er du klar over, at opgjort i heltidsstillinger er der under 100 speciallæger på privat hospitaler ift. op mod 10.000 i den offentlige sektor?

torsdag den 21. maj 2009

Alene hjemme

Afstod fra at deltage i det årlige familietræf - de to gange knap to timers køretur til det sønderjyske ville nok ikke lige være sagen. Nussede lidt rundt ude og inde - fik hyppet lidt kartofler, skuffet ukrudt og støvsuget (hvilket ikke er anstrengende, såfremt man anvender støvsugeren som støvsuger og ikke som gulvskrubber). Fik gået 12.5 km - har ibrugtaget en 3.5 km rute.

onsdag den 20. maj 2009

Genoptræning - hvor tidlig?

Another day at the office: Gåture, arbejde, hvile og politisk møde om aftenen. Fik også slået lidt mere græsplæne plus gjorde det onde ved ukrudtet i køkkenhaven ved brug af skuffejern (perfekt til rygpatienter).

Kontaktede kommunens sundhedscenter for at høre, hvornår jeg indkaldes til genoptræning. De var først ved at få styr på mine papirer, og den flinke person i den anden ende af røret lød noget forskrækket, da jeg indikerede, at jeg så småt ville begynde at tage på Landscentret for at arbejde igen. Han vurderede, at jeg tidligst ville blive indkaldt til genoptræning d. 8. juni.

Hmm - en fortid som forsker har givet en sund respekt for fagkundskab, men har også gjort det naturligt at søge den ypperste viden. Ph.d. Tom Petersen og Lars Jensen har for Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning gennemgået litteraturen omhandlendende rehabilitering efter lumbal diskusprolaps operation (kortere version her). De konkluderer, at "Træningen bør begyndes 4-6 uger efter operation, men der er ikke rapporteret risiko ved tidlig graduereret træning straks efter operation" og at "...det generelt anbefales, at patienten hurtigst mulig t vender tilbage til normale aktiviteter og ikke er for påpasselig".

tirsdag den 19. maj 2009

Håndskubber som rollator

Rolig, vekorganiseret dag. Tidlig op - første gåtur godt syv, og så ellers veksling mellem arbejde, øvelser og en smule hvile. Fik bestilt tid ved fysioen - mødte Thomas Hyldgaard fra Fysioterapien i Randers i går i politisk sammenhæng, og han opfordrede til snarest at komme i gang med genoptræning - dog først tid på tirsdag.

Fik slået lidt græs med håndskubberen, inden jeg cyklede til visionsmøde på Værket i Randers. Knap 7 km på gå-ben og 26 km på el-cykel.

mandag den 18. maj 2009

Op på (jern)hesten igen

Skulle til møde i Randers og ingen biler hjemme - den perfekte anledning til at komme op på cyklen igen. Naturligvis drejer det sig om at lade fornuften og ikke lysten drive værket. Rikke havde indikereret, at jeg kunne benytte kondicyklen efter et par uger - lykkedes mig at finde vejledninger fra såvel Hamlet som Hvidovre hospital, hvoraf det fremgik, at "Du må cykle , når du kan sidde på cyklen uden at få flere smerter i ryg og ben". Flere smerter? - jeg har ingen smerter :-)

Vi har til gengæld en el-cykel, og med sæde og styr indstillet til "bedstemor" stilling er den mindst lige så skånsom som kondicykel. Gik vældig fint - ingen problemer - motoren tog slæbet og den affjedrede forgaffel ujævnhederne. Rart igen at blive uafhængig af at blive kørt.

Udover 32 km på cykel blev det også til knap 5 km på gå-ben.

søndag den 17. maj 2009

Uge 8

Alt går lige efter bogen. Har ikke haft smerter eller andre former for tilbagefald. Stadig manglende kraft og følelse i højre ben, men kan f.eks. nu klare trappe øvelsen næsten uden at støtte balancen. Slpa af med stingene i såret - rart - men skal nok passe ekstra på med at huske forsigtige bevægelser, idet de nogle gange mindede om at passe på.

Søndagen bød på efter konformation (heldigvis buffet, så rig mulighed for mange kort gåture) og derefter Randers FC - AGF. Nåede op på 10 km. Kroppen skriger efterhånden på at få pulsen op.

lørdag den 16. maj 2009

Rundt i kommunen med Byrådet

Under truende sorte skyer blev det til en morgentur inden vi kørte til Randers, hvor der var afgang til heldags bustur rundt i kommunen for byrådet med ægtefæller. Turen omfattede bl.a. Råby gadekær, Overgård gods (særdeles interessant), Hohøj og Ajstrup krat og Asferg mose, inden vi sluttede af med spisning af bål lavet mad på Naturskolen ved Gudenåen.

Klarede turen fint - havde kapret bagsædet, således at jeg kunne hvile på langs under kørsel. Fik undervejs tillige gået knap 6 km. Rigtig mange spurgte til ryggen og var overraskede over at se, hvor godt jeg har det. Og jeg er endnu ikke blevet træt af at fortælle den gode historie.

fredag den 15. maj 2009

Sting fjernet

En travl dag. En tidlig gå tur inden morgenmad; arbejdsmøde med kollega fra Landscentret; sting fjernet hos Spentrup Lægepraksis kl. 11.30 og med Lisbeth som chauffør til bestyrelsesmøde i I/S Fælles Forbrænding i Hobro. Fik et lift hjem - endda omkring flotte Glenstrup Sø - og tid til en gå tur inden borgermøde i Træningshuset i Asferg.

Imponerende fremmøde på 240, der spiste dejlig mad fra Casa Kaatrup; blev præsenteret for diverse foreninger i Asferg, og kom med forslag til indsatsområder. Dagens tredje gå tur i tusmørket.

Sørgede for liggepauser gennem dagen: På briksen i stuen; bord i mødelokale; sofa i PIF's klubhus og fire polstrede stole i Træniningdhuset.

torsdag den 14. maj 2009

Lig på bordet

Tog første gåtur inden morgenmad - gav en dejlig fornemmelse af appetit. To-kilometer gåturen passer fint pt. - kan holde et godt tempo - ligger nu lidt over 6 km/time - og presser højre ben tilpas til at det kniber mærkbart med styringen på de sidste par hundrede meter.

MTU møde om eftermiddagen - efter ca. halvanden time stående smed jeg mig på bordet i en lille halv time. Kunne fint deltage i diskussionerne fra liggende stilling. Tid til et kort hvil på fire stole inden aftenmøde i privat hjem - her blev sofaen benyttet et par gange.

Blev til 3 x 2 km i dag.

onsdag den 13. maj 2009

Bjerget til Moses

Hvis Moses ikke kan komme til bjerget, må bjerget komme til Moses. Havde besøg af kollega fra Landscentret fra 12.30 tilgodt 15. Så var det godt at komme lidt på langs derefter.

Til fælles norgerlig politisk møde i Helligåndshuset om aftenen - her tog jeg i et par omgange en slapper på et bord. Nåede kun 2 x 2 km i dag.

tirsdag den 12. maj 2009

Salomon XT Wings

Indlæggets titel refererer til min trail running sko, som jeg sidste sommer hjemkøbte fra England med henblik på at deltage i det 78 km lange Pramdragerløb langs Gudenåen fra Silkeborg til Randers. Løbet blev desværre aflyst pga. for få tilmeldte.

Til gengæld har jeg nu rigtig stor fornøjelse af skoene. De er behagelige, står godt fast og har en effektiv støddæmpning plus et i min situation smart snoretræk snøresystem, så jeg uden hjælp eller mishandling af ryggen selv kan få dem af og på.

I dag tirsdag blev det til 4 x 2 km med sol i ansigtet og duften af nyslået græs i næseborene. Sidste tirsdag blev jeg opereret!

mandag den 11. maj 2009

Byrådsmøde

Det blev godt nok en værre gang ævl-og-kævl byrådsmøde, men alligevel godt at komme i gang igen - selv om jeg jo reelt ikke har være stoppet hvad angår det politiske - har kun meldt afbud til et møde, der foregik samme dag som operationen.

Det bedste var dog, at kroppen ikke brokkede sig. Havde sørget for at hvile godt - ingen gåture - og fik da også en lille lur, inden Lisbeth kørte mig ind til gruppemødet kl. 15. Deltog i dette til 16.30 - så en halv time på ryggen på et bord (fandt heldigvis nogle stole hynder) - byrådsmøde 17 til 18.30 - igen på ryggen i spisepausen indtil 19 og hjemme knap 21.

Efter et lille hvil nåede jeg 2 km i solens sidste stråler - både ben og hjerne havde godt af, at pulsen kom en smule op.

Såret er nu lejlighedsvis begyndt at klø en smule på den rigtige måde. Skal have sting taget ud på fredag.

søndag den 10. maj 2009

Uge 7 - What a difference a day make

Jeg er absolut ikke noget musikalsk menneske, men alligevel dukker der strofer fra sange op. I denne uge har jeg nynnet What a Difference a Day Makes:
What a difference a day makes
Twenty-four little hours
Brought the sun and the flowers
Where there used to be rain
 Det er helt uvirkeligt, at jeg ved ugens begyndelse knap kunne få fred til at sove og næsten ikke gå. Sådan var det til godt tirsdag middag, hvor et prik i armen slukkede lyset, hvorefter et dygtigt team fangede den grønlandske reje af en prolaps, der havde plantet sig på en nerverod. Allerede lige efter opvågningen havde jeg det meget bedre; lidt av efterhånden som lokalbedøvelse omkring snittet fortog sig, men fra onsdag middag (Twenty-four little hours) smed jeg sygeklunset og hoppede i mit eget civile tøj, hvorefter jeg indtog frokosten siddende på en stol ved et bord.

Vel hjemme går skiftes meget mellem stå og ligge; lave fysio øvelser og gå ture - i dag blev det til 4 ture på ialt 7.6 km med 5.6 km/t i snit. Når jeg ikke kan bruge min Garmin 305 til løb og andet sjovt, er den faktisk et godt motivationsværktøj til at få gået noget.

Har netop fået sendt invitationer til vort sølvbryllup d. 2. juni - det bliver holdt hjemme under afslappede former, hvor gæsterne får lov til at hjælpe med

lørdag den 9. maj 2009

Stille lørdag

Blev vækket et par gange i løbet af natten af såret - selve syningen har det fint, men 3-7 cm på begge sider af nederste del af syningen er der lidt hævelse og stor ømhed. Ingen rødmen. Sikkert blot irriterede muskler. Tog et par Panodiler.

Nøjedes med 1 km på dagens første gåtur - højre fod "klapper" ned når jeg går - mangler lidt kontrol. Går do bedre med at holde balance på et ben.

Brugte skuffejernet lidt ude i gårdspladsen - begge hænder, ingen drej og ingen løft.

Kom total op på 5.1 km fordelt på 4 ture med gns. 5.5 km/time. Tog en Panodil inden sengetid for bedre at kunne ligge på ryggen.

fredag den 8. maj 2009

Hjemmebag og rabarber marmelader

Godt at starte hjemme på Bededag. Inga bagte boller og brød, og lavede tilhørende rabarbermarmelade.

Har vekslet mellem at stå ved computer og ligge på briks - konstanterede hurtigt, at der er behov for hyppige ligge-ned pauser. Fra middag en stigende ømhed omkring såret - egentlig ikke noget at se udover en lettere hævelse på begge sider af såret, og da det ikke har udviklet sig yderligere er det nok blot nogle ømme muskler. Morfin pillen blev droppet i går og i dag ditto for Panodil :-)

Har været igennem øvelsesprogrammet - de første gåture var indendørs (godt med stort hus) og sidst på eftermiddagen tog vi en 1,5 km gåtur - blev noget overrasket over så lidt power, der var i højre ben efterhånden som vi harvde gået et stykke. Motiverer til hyppige gåture, der naturligvis logges på Forerunner'en (dog uden puls ;-)  )

Fik spredt gødning her til aften på græsplæne og køkkenhave, mens Inga slog græs med nyindkøbt benzindrevet rotorklipper - det koster at blive sat ud af spillet (bruger normalt Gudenaa håndskubber).

torsdag den 7. maj 2009

Vel hjemme igen

Togturen hjem gik fint - stod op til Vejle - turde ikke sætte mig i de dybe sæder - men fra Vejle fik jeg erobret 4 klapsæder, som jeg kunne ligge på. Ren luksus.

På stationen ventede Inga med knus og klem, og hjemme en gave: Et bredt udvalg af støvklude (må godt tørre støv af) samt en flaske Renault cognac inkl. en medfølgende mini-dics med passende jazz musik.

Smed mig straks ved hjemkomsten på ryggen - tjekkede mail på mobilen og så, at en kollega, der også har været under kniven, takkede for blomster fra arbejdskollegaer. Mens jeg læste denne mail tog Inga imod en stor flot buket fra de samme arbejdskollegaer - godt timet.

Har nu installeret en box madras i stuen, så jeg let kan skifte mellem stå, sidde & ligge og samtidig være en del af familiesamværet. Viste såret til familien - virker som om det sikrer mig en god service ;-)
Maven er nu igen begyndt at overholde almindelige input-output relationer :-)

Spies reklame

I dag slutter opholdet på Center for Rygkirugi. Jeg kommer til at tænke på Spies reklamen, hvor ferieguider skal finde gæster, der gemmer sig fordi de ikke ønsker at komme hjem. Jeg har haft et rigtig godt ophold - først og fremmest en yderst professionel og faglig håndtering af min diskusprolaps med et godt resultat til følge - men absolut også det at blive taget vare på af et særdeles behageligt personale i gode rammer, så man ender med at føle sig som en del af familien.

Udfyldte evalueringsskema - rigtig smart ved at jeg blot fik en PDA med trykfølsom skærm. De kan så overføre besvarelsen direkte ind i deres it system.

Der er afgang med DSB kl. 13.10 med ankomst Randers 15.24 - er lidt spændt på, hvordan det går.

onsdag den 6. maj 2009

Overraskende besøg

For første gang i 6 uger sad jeg ned ved et bord og spiste - lækker smørrebrød med en Albani pilsner. Bagefter var det dømt middagssøvn - rigtig hyggelig at ligge under dynen, gardinerne trukket for og blæsten ruskede i bygningen. Ingen smerter - var ved at glemme middagsration af Panodil og droppede morfinen. Gang i maven igen - pruttede på livet løs :-)

Blev vækket lidt før 15 af telefon fra Nicolai - han var i Odense til møde, og kiggede forbi til et hyggeligt besøg.

Igen lækker mad - laks, hvidvin og en varm ananas dessert.

Knibeøvelser og anden genoptræning

Vågnede lidt efter 02 med smerter fra operationsstedet - så virkede lokalbedøvelsen ikke længere. Hev i snoren og fik nogle morfin piller, men det gjorde stadig ondt. Prøvede at abstrahere ved at arbejde på den bærbare - optog bl.a en video. Stod op og gik lidt rundt og fik bremset en begyndende sult med en svedske trifli.

Mere morfin inden morgenmad. Spiste morgenmad primært stående, gående, men fik da godt nok behov for at ligge ned - som om blodet forsvandt fra hovedet og alting flimrede. Lidt træls i maven - al den liggen ned og medicin er ikke godt.

Fik fjernet dræn fra ryggen og drop fra hånden, og derefter instruktion fra Rikke i knibeøvelser (korsetøvelser) og andre former for genoptrænig. Går stort set normal og næsten ingen smerter i ben :-)

Video hilsen fra sygesengen

En lille video hilsen (kl. 11.00: Har netop pillet et lille stykke beskyttende plastik af webcamen linse - foklarer det slørede billed)

tirsdag den 5. maj 2009

På størrelse med en grønlandsk reje

Piece of cake sådan en operation, når man er i hænderne på kyndige folk. Blev trillet afsted ca. 12.30 - fik lov at ligge bekvemt på siden - og efter lidt hyggelig smalltak i operatonsstuen lukkede de effektivt munden på mig med noget sovemedicin. "Er I allerede færdig?" var min første replik en times tid senere ifølge sygeplejerske. Husker det dog ikke selv - vågnede først rigtig oppe på min stue nr. 6.

Ligger ganske bekvemt på ryggen - stadig lidt smerter i højre ben, men langt mindre og "bedre" smerter ift. inden. Fik lidt frugt - fik snakket med Inga og har via mobil opdateret min Facebook profil.

Har endnu ikke haft behov for ekstra smertestillende og kan ikke mærke operatioshullet. Er dræn i - forbinding ser pæn og tør ud.

Så et klip i TV med Joachim B Olsen - han blev jo opereret for diskus for 15 dage side - så ud til, at han bevæger sig ubesværet, selv om han stadig kun har halv kraft i foden.

Dag 44: Operation

Efter 44 ubehagelige dage er jeg klar til hvad sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen kalder et quick fix. Mener dog at operation i mit tilfælde er mere end blot at springe over hvor gærdet er lavest - hørte i går i radioen, at Joachim B. Olsen stadig kun havde 40% kraft i sin fod her 14 dage efter hans operation - tør ikke risikere at beskadige min nerve mere end nødvendig.

Fik fred til at sove godt 3 timer og har det ok med at blive jaget tidlig ud af sengen. Kl. 05 er sidste frist for at indtage et let måltid.

mandag den 4. maj 2009

Nattesøvnen er gået fløjten

Er det først nu, at de manglende Ipren kan mærkes? I hvert til fald lå jeg først og vendte og drejede mig i sengen uden at kunne finde hvile i små to timer, inden jeg valgte at stå op. Det hav nogen lindring. Efter 2 Panodiler kl. 04 forsøgte jeg mig på madrassen på stue gulvet, og fik da sovet en time.

Prøvede midt på formiddagen - stadig for træls til at falde i søvn. Havde klogeligt aflyst et besøg af arbejdskollega - ville næppe kunne have bidraget med noget fornuftig.Efter en god frokost, et par glas rødvin, 2 nye Panodiler og stressdæmpende musik lykkedes - en god times søvn og frisk som en havørn derefter.

Telefonen ringede nogle gange, men heldigvis ikke fra privathospitalet. Aftalen var, at de kun skulle ringe, såfremt vi blev nødt til at aflyse, hvis sundhedsforsikringen ikke kunne nå at give grønt lys. Nu skal der pakkes en lille kuffert, og så ellers til Odense med ståplads hos DSB med afgang 6.46 fra Randers i morgen. Droppede af samme grund aftenens Venstre møde om kommende kommunalplan.

søndag den 3. maj 2009

Uge 6

Det er ikke blevet værre i løbet af ugen - måske lidt nemmere at komme i gang om morgenen. Dog er jeg bange for, at forbedringer primært kan tilskrives, at jeg har lært at bevæge mig på den mest smertefrie måde, hvilket absolut ikke er godt på lang sigt. De gamle føleforstyrrelser i venstre fod mærkes mere og mere - dog ingen smerter i det ben.

Vandrestaven er blevet min trofaste følgesvend.

Ved ugens start kendte jeg ikke MR resultatet. Fik denne fremskyndet takket være Jacob; fik grønt lys fra sundhedsforsikring til forundersøgelse; konstaterede lange ventetider i det offentlige; tjekkede og valgte privat hospital; har været til forundersøgelse og skal forhåbentlig opereres på tirsdag. Sådan.

Fladbroløbet som tilskuer

Ind til for 6 uger siden var løbetræningen målrettet mod at forbedre tiden 43.11 fra Fladbroløbet sidste år - nu kunne jeg blot klare at kigge på som tilskuer. Ellers perfekt vejr: Vindstille og tilpas kølig - kunne være blevet til en kanon tid.

Gik fint med at cykle til/fra - holdt snit på 26 km/t - og det også rigtig godt med at bevæge sig rundt uden at måtte stoppe for hver 10 m. Fik optaget et videoklip med vores forhåbentlig kommende borgmester Anders Buhl-Christensen, der som eneste byrådspolitiker løb de 10.4 km.



Smerter er som man ta'r det - i godt selskab har man det fint - men hjemme igen blev det da godt nok en træls eftermiddag. Prøvede at hvile på madrassen - duede ikke. Et par glas rødvin? - duede ikke. Omvendt er det da rart med en vis mængde ubehag - gør det lettere at acceptere en operation som den rigtige løsning. Et lyspunkt at Randers FC vandt 1-0 (og at det øjensynlig var en kedelig kamp, så jeg gik ikke glip af noget ved ikke at være på Essex).

lørdag den 2. maj 2009

Spis ikke salat til aftensmåltidet

Temmelig dumt. Tro det eller ej - jeg er faktisk en stor ynder af salat (eller måske ynder jeg blot at tygge på noget, hvor salat er relativ uskadelig). Havde derfor som sædvanligt tømt salat skålen ved et lidt sent aftensmåltid. Dumt gjort. Salat er primært vand, hvilket i min alder udløste nat tisseri såvel kl. 3 og kl. 6. Normalt ikke noget problem men nu - 2 x ekstra vekslen mellen liggende og stående kunne jeg godt undvære. Måske også forstærket af nul Ipren.

Dagens positive overraskelse var, at jeg - godt nok i langsom tempo - fik slået det meste af vores græsplæner. Sådan en Gudenaa GU/400 håndskubber fungerer fint som rollator. Vel også noget med at smerter er relative - laver man noget sjovt, interessant, nyttigt etc. er tålegrænsen højere.

Fik lavet noget arbejde hængende ved computeren - går fint og næsten smertefri, så længe jeg står stille. Naturligvis nager tvivlen - er det nu også nødvendig med operation? Fandt billedet af Helle's prolaps - hun var på smertestillende i 163 dage og fik den trænet væk - og sammenlignede den med min egen - se herunder. Bedømt af en lægmand er det vist ok med den operation - så kan jeg efterfølgende jo altid give mig i kast med at træne de øvrige udbulinger væk.

fredag den 1. maj 2009

Odense tur-retur

Dagen stod på forundersøgelse på Center for Rygkirugi i Odense. Afsted på cykel i herligt morgenvejr ind til stationen. Jeg fejler da ikke noget - som syg kan man da ikke cykle 14 km stående op hele vejen? - og det med en gns. fart på 24 km/t.

Jo jeg gør så - det er altså ikke helt godt, når det at gå fra cykelstativ til spor 3 er en smertefuld tur med talrige stop - til trods for brug af min tro følgesvend vandrestaven.

Fandt en stoleryg at støtte sig op ad, så turen gik ok. Tog taxi den sølle km fra Odense station til rygcentret- pinligt med taxi for så kort en afstand med absolut nødvendigt.

Helt ny bygning, venligt personale og en temmelig klar udmelding fra den undersøgende læge: Med mine smerter, nedsatte følelse og nedsatte kræfter i foden sammenholdt med MR scanningen er en operation det mest fornuftige. Selv er jeg bange for, at nerven tager uoprettelig skade, hvis udviklingen fortsætte - har et par gange på det seneste kommet til at snuble foden i gulvtæppet - dårlig tegn.

Fik nævnt sølvbryllup 2. juni - "Så er det jo med at komme i gang - har du tid på tirsdag?". Når det nu er vejen frem, så naturligvis desto før desto bedre. Hurdlen er hvorvidt sundhedsforsikringen er hurtige til at give grønt lys - det tager oversygeplejeskeren sig af, og hun virkede ganske kompetent. Så hører jeg intet på mandag, sker det på tirsdag. Betyder også nul Ipren, da denne smertestillende gigtpille fortynder blodet.

OK hjemtur, hvor jeg blev færdig med at læse "Helbred din egen ryg" af McKensie - desværre burde jeg have læst den for 10 år siden, og jeg ville ikke være hvor jeg er nu. Læs den bog før det går galt for dig.

Stod i togvogn fyldt med en skoleklasse - vist på vej hjem fra udlandstur. De stod på i Fredericia og havde øjensynlig spist deres madpakker inden da. "Nu kommer madvognen" lød det da togstewardessen kom rullende med kioskvognen. Og der blev købt "mad": Chips, cola, vingummi, chokolade and you name it. For pokker da - vi er på vej ud på et skråplan.

Vel hjemme forkælede mig selv med at ligge mig ned på madrassen i stuen - det gik godt! kunne endda ligge på ryggen uden særlige smerter - herligt. Fik en nagende tvivl om hvorvidt det nu også er nødvendig at operere? Efter at have ligget og nydt tilværelsen en times tid signalerende liflige dufte fra køkkenet, at det var på tide at komme på højkant igen. Tak spids - så kom man tilbage til virkeligheden igen - måtte stå 5 minutter i smerte uden at kunne bevæge sig - kunne end ikke bevæge mig sølle to meter over til min støttestav.

torsdag den 30. april 2009

Klar til forundersøgelse

Sov knap så godt -lykkedes ikke at starte på ryggen - det blev kun til sidelægning. Til gengæld gik det nogenlunde smertefrit med at komme op men stadigvæk - blot nogle få ture mellem hæve/sænkebord og køkken, og så gør det av trods brug af min uundværelige vandrestok.

Kom igennem til Neurokirugisk Ambulatorium - jeg var ikke indplaceret endnu - vil ske i løbet af en uge, hvorefter jeg kan påregne brev med indkaldelse til forundersøgelse i løbet af 5-6 uger (eftersom jeg snakker dansk og er ukompliceret kommer jeg hurtig for).

Ringede derefter til Center for Rygkirugi og fik straks en tid til i morgen kl. 11. Forudsat at MR cd'en kom med posten i dag. Øv - ingen cd med posten. Kontaktede MR Scanner, som beredvilligt ville lave en ny kopi, som Lisbeth så var så sød at hente i Viborg.

Er spændt på at høre ekspertens tolkning i morgen - jeg har forsøgt mig på vedhæftede billede. Aner ikke om det er rigtig (den var ikke rigtig - lændehvirvler tælles oppefra og ned - nu er markering af prolaps korrekt).

Cyklede til gruppemøde i Randers - skønt vejr. At gå fra cykelparkering til mødelokale tager sin tid, når det er 10 meter ad gangen og så en pause. Benyttede igen stol-på-bord som støtte.

Den spirende optimisme fra i går er ikke vokset - måske fordi jeg i dag definitivt meldte fra studieturen til Portugal i slutningen af næste uge. Også nej tak til konfirmation i Varde på søndag :-(

onsdag den 29. april 2009

Hvilket privathospital er bedst?

Ringede til Neurokirurgisk Ambulatorium kl. 8 - får besked om tlf. tid fra 8.30. Ringer 8.30 og får besked fra central omstilling, at alle er til møde indtil 10.30. Ringer 10.35 og en automat oplyser, at træffetiden er 8.30 - 10.30. Sådan holder man effektivt nævenyttige patienter fra døren.

Snakkede så med Center for Rygkirugi - lyder til at de kan rykke hurtigt. Vil dog give Neuro en chance i morgen.

Surfede noget rundt for a) At finde bedste sted og b) Operation kontra konservativ behandling. Ang. a) fandt jeg en artikel om IHI's valg af behandlingssteder - når det er ryg er det enten Mølholm eller Center for Rygkirugi. Svært valg - Mølholm fokuserer måske mere på at undgå operation, mens Center for Rygkirugi er begyndt med den endoskopiske operationsmetode - hvis det altså ender med operation.

Ang b) indikerer et relativt nyt Cochrane review, at patienter med operation kommer hurtige på fode igen ift. konservativ behandling, men der kan ikke siges noget om forskelle i det lange løb.

Ny taktik: Forsøgte midt på dagen at ligge på ryggen med benene bøjet og hvilende i sækkepude i stol. For at få væske ud af foden. Godt de første par minutter - derefter av. Sideleje behagelig og jeg faldt faktisk i søvn en lille times tid. Og stort set ingen negative konsekvenser ved at komme på højkant igen.

Fik bogen "Helbred din egen ryg" leveret med posten. Bibelen for McKenzie tilhængere. Er kun nået til de indledende bemærkninger.Og nu skal vi til at være rigtig sunde - kiggede på mens Inga plantede 7 blåbærbuske - blåbær er jo noget af det sundeste, du kan putte i din mund.

Måske har jeg fået det en anelse bedre? Cyklede til møde i Harridselv om aftenen - 2 x 15 km stående.

tirsdag den 28. april 2009

Så skal der ske noget snarest mulig

Av www.venteinfo.dk kan ses, at hurtigste vej gennem det offentlige øjensynlig er 6 uger. Går der så lang til vil jeg have mistet følelsen i foden, hvis udviklingen fortsætter som nu.

Kontaktede straks fra morgenstunden Topdanmarks sundhedsforsikring. Imødekommende - de skal blot have kopi af scanning journal først. Derfor videre til MR Scanner i Viborg, hvor en sød dame lovede at faxe den med det samme. En god start på dagen.

Tjekkede med Topdanmark om eftermiddagen - ingen journal. Fik det fixet og Topdanmark meldte en time senere tilbage med grønt lys for forundersøgelse.

Cyklede til AU møde - stod op støttet til stol placeret på rullebord. Lidt ubehag på turen ind - helt fint på turen hjem og som om foden havde godt af cykelturen. Tilbagefald ved 21 tiden - måske var pillerne blevet forbrændt lidt hurtigere.

Er nu ved at indkredse relevante klinikker -  OPA Ortopædisk Privathospital Aarhus og Mølholm er pt. favoritter. Får gode råd fra venner, der via Facebook holder øje med mig.

mandag den 27. april 2009

The verfict: Diskusprolaps

Sov godt- endda til kl. 03.00 på ryggen. Piller kl. 7 og av-av ud af sengen godt otte. Fik en hasteopgave fra LC - hjalp til at komme igennem formiddagen. Rykkede om eftermiddagen MR Scanner i Viborg for resultater - fik at vide, at de næppe kom før onsdag :-(

Meddelte det via Facebook til Jacob, der jo havde indstillet mig til scanning. En time senere var han i telefonen: Han havde taget fat i MR Scanner og kunne meddele, at jeg har - som hans diagnose også var nået frem til - en diskusprolaps mellem 4 og 5. Og at jeg bør få en operation, eftersom nervetrykket giver markante føleforstyrrelser og jeg ikke længere kan klare hæl testen. Han har indstillet mig til neurologisk i Århus.

Godt at få vished og vide, hvad der nu skal arbejdes frem mod: Operation snarest mulig. Tager straks fat i sundhedsforsikring i morgen tidlig.

søndag den 26. april 2009

Uge 5

Det er gået i den forkerte retning i denne uge. Smerterne er måske knap så voldsomme i spidserne, men til gengæld mere konstante - som de har sat sig. Lænden føles fin - det er på nederste, udvendige side af benet og overside af fod, det gør ondt. Lejlighedsvis lidt i lår og i balle.

Primære negative forandring er vanskeligheder med at gå. Ofte må jeg holde pause efter blot 10 meter. Er begyndt at bruge støttestav. Mere bøjelighed fremover - kan nu tørre ben nedenfor knæ, når fod på kant af badekar. Står op hele tiden - kan dog sidst på dagen spise hvilende på det venstre knæ med bøjet højre ben. Cykler stående - helt smertefri. Nået over 30 km i et hug.

Har stillet extensionsøvelser i bero, indtil resultat af MR foreligger. Tvivler på, at øvelser pt. er af det gode, eftersom det er smertefuldt blot at komme til at ligge på maven.

Er begyndt at tage to Panodil sammen med tre Ipren (200 mg) tre gange i døgnet. Sover relativt godt - primært på venstre side. Seneste to nætter dog indledningsvis på ryggen med pølle under lænd.

lørdag den 25. april 2009

Så blev det Joachim B. Olsen's tur

Kuglestøderen Joachim B. Olsen blev i går opereret for en alvorlig diskusprolaps. Han pådrog sig skaden i den nederste del af ryggen den 13. april i forbindelse med tung styrketræning. Han fik pludselig et kraftigt smæld i lænden, og om aftenen fik han problemer med højre fod - noget som ikke forsvandt, trods behandling ved en fysioterapeut.

- Da der ikke var effekt af fysioterapi, blev han indlagt akut på Neurokirurgisk afdeling på Århus Sygehus i går på grund af lammelsen i foden og blev samme dag opereret og fik fjernet den store prolaps. Efter operationen er lammelsen i foden aftaget, og han blev udskrevet i dag.

Havde selv en del smerter ved gang frem til eftermiddagen. Morgenmad spist stående. Var lidt ude i haven med skuffejern mellem jordbær og let rivning - mange pauser. Cyklede 25 km stående - går stadig fint og en fornøjelse. Føleforstyrrelser fra vrist er ved at krybe ud til storetå. Har det relativt fint sent aften stående ved computer. Ingen øvelser og er desværre først nu blevet opmærksom på Netfyssen's beskrivelse af lændesmerter - havde jeg kendt denne burde jeg nok have stoppet med McKenzie øvelser noget før - eller aldrig startet. Sjovt nok går jeg hos Netfyssen's fysiske klinik!

fredag den 24. april 2009

Meste af dagen på langs

Prøvede ny taktik: Blev liggende på langs det meste af dagen på madrassen i stuen. Meget smertefuldt at komme fra sideliggende til maveliggende - startede med pølle under maven, der efter en halv times tid kunne flyttes op under brystkasse. Fik forsigtig gang i extensionsøvelser og endte med at kunne komme temmelig højt op - ingen positiv indvirkning - blot smertefuld at "bane" vejen. Samlede først mod til opretstående morgenmad kl. 11.30. Arbejdede en smule på den bærbare liggende på gulvet. Opgav ligge-ned taktikken sidst på eftermiddagen, og formåede i langsomt tempo at få slået græsplænen. Er begyndt at supplere mine 3 Ipren med 2 Panodil.

Googlede mig frem til Diagnostik og behandling af lændesmerter i almen praksis - en god og seriøs beskrivelse - men ikke særligt opløftende: "Ophelingen af diskus tager typisk 3-5 månederog dette forløb er der ingen behandling, der afgørende kan ændre". Lidt trøstende, at der typisk forekommer tiltagende smerter nogle uger inde i forløbet, inden de aftager igen. Jeg er vist i den periode pt.

torsdag den 23. april 2009

Bestyrelses og udvalgsmøde

Kalenderen sagde bestyrelsesmøde 9-12 i JMA A/S og udvalgsmøde i Miljø- og Teknikudvalget fra 15.15. Noget nervøs - kunne jeg klare det? Op på cykling i god tid og stående i pedalerne de knap 20 km til Randers syd. Så vidt så godt. At gå fra cykel til mødelokale var en pine - 5 skridt ad gangen og så pause. Heldigvis var der kommet et nyt halvhøjt skab i mødelokalet, som jeg kunne hænge op ad under mødet. Frokost blev hentet i kantinen - igen av-av.

Lånte pc'er og hæve/sænke indtil næste møde. Herligt at komme på cyklen igen. Igen gå lidt - hvile - gå lidt for at komme til mødelokale på Laksetorvet. I mødelokalet placerede jeg en stol på bordet, således at jeg kunne hænge på ryglænet af denne med papirerne på sædet. Virkede ganske godt.

onsdag den 22. april 2009

MR scanning

Så oprandt endelig dagen for MR scanning hos MR Scanner i Viborg. Men inden scanningen havde jeg en aftale hos fysio-massør Svend-Ole Sorth, Mosevænget 12, Over Hornbæk. Han var blevet kraftig anbefalet af Inga's arbejdskollegaer. Inga agerede chauffør på turen rundt - jeg på nedslået sæde med højre fod på instrumentbrættet.

Hos Svend-Oluf skulle jeg ligge på maven - det gjorde voldsomt ondt. Fik en pude under - det hjalp og efter nogen tid var det smertefrit. I løbet af en time fandt og masserede Svend-Oluf spændte nerver og muskler i såvel højre som venstre ben. Han afstod bevist fra direkte angreb på lænden - vil afvente MR scanning. Han lod til at vide, hvad han arbejdede med, men desværre ingen mirakuløse forbedringer.

I Viborg kom jeg hurtig til (undrer mig igen over at blive bedt om at sidde ned mens jeg venter - hvad forestiller de sig?). Skulle ligge på ryggen - gjorde vildt ondt, så jeg måtte lige bede om nogle minutter til at få kontrol over smerterne. Man skal ligge absolut rolig under scanning, så noget af en test af selvkontrol - tog vel 15 min. "Den bestillende læge for besked i løbet af en uge - farvel og tak" - rene maskinoperatører, så ikke et ord om hvad scanningen viste.

Rådførte mig med DoctorService (tilknyttet Topdanmarks sundhedsforsikring) og aflyste derefter fysioterapi indtil vi får resultater fra scanning.

Efter al den bilkørsel droppede jeg bestyrelsesmøde i Fællesforbrænding, Hobro kl. 16 og generalforsamling i Randers LAG kl. 19. Er begyndt at gå med vandrestav som støttepind.

tirsdag den 21. april 2009

På arbejde på Landscentret

En række møder stod i kø, og da jeg kunne få dem indpasset på samme dag samt få en "sygetransport" med kollega tog jeg på Landscentret. Næppe klogt. Efter køreturen og givet at klokken kun var godt otte (havde ellers været oppe siden halv seks) var det en pine at gå fra parkeringsplads til kontor - 10 skridt og så pause. Første møde kl. 9 - ufattelig langt til det forbandede mødelokale, hvor jeg i to pinefulde timer ikke havde noget at hænge på. Burde have smidt mig i fosterstilling på gulvet. Næste møde gik bedre - vi var blot to, så jeg lavede extensionsøvelser på gulvet under mødet. Sidste møde på mit kontor, hvor jeg kunne hænge på hæve/sænke - gik ok.

E befrielse at slippe ud af bilen og cykle de sidste 5 km hjem. Lykkedes at slå græsplæne i 10 min - lidt som at gå med rollator. Møde i Ø. Bjerregrav om aftenen - cyklede i god tid og godt det samme - masser af av-av efter cykeltur. Kunne støtte sig til højrygget stol under mødet.

mandag den 20. april 2009

Stående byrådsmøde

Som sædvanlig nogle trælse timer frem til godt 10. Hang foran computeren og lavede extesionsøvelser - de første på gulvet og derefter med bælte om stolpe. Stadig ingen positiv effekt og det gør ondt at komme i gang med dem.

Byrådsmøde om eftermiddagen - først to timers stående formøde og derefter et usædvanligt langt byrådsmøde på godt 5 timer. Gik egentlig fint med at stå uden at have noget at støtte sig til. Den mentale virkning af nogle intense dagsordenpunkter har nok også spillet positivt ind.

Frøs fingrene forbistret på cykelturen hjem - havde ikke forudset, at det blev så sent og koldt.

søndag den 19. april 2009

Uge 4

Det bliver værre og værre. Særligt slemt om morgenen - svært at samle mod til at stå ud af sengen. Heldigvis sover jeg rimelig godt - stort set kun på den gode side. Har definitivt opgivet min modstand mod piller og tager nu 3 Ipren tre gange i døgnet.

lørdag den 18. april 2009

Region Midtjylland om scanning

Fik brev med posten fra Region Midtjylland. Der er 20 ugers ventetid på MR scanning i Randers, så heldigvis har de samarbejde med en privat virksomhed MR Scanner i Viborg, som ville kontakte mig.

Nussede lidt rundt i haven - kan stadig bruge skuffejernet, og fik i langsom tempo slået græsplænen.

tirsdag den 14. april 2009

Aldrig, aldrig sidde ned

Skulle til fysio og efterfølgende kommunalt møde. Håret trængte gevaldig til klipning, så dette kunne passende klares forinden. Cyklede ind - nu på city biken og rejser mig jævnligt i pedalerne.

Ingen andre i frisør salonen, så jeg spurgte, om jeg kunne sidde på knæene i stolen. Desværre nej. Gik fint med at sidde de 20 minutter, som klipningen tog. Fik også afregnet og kom ud på gaden inden smertehelvedet brød løs. Havde planlagt at gå ned i Lidl - det tog 40 min at gå det korte stykke - måtte hele tiden stoppe op for at håndtere smerterne. Det varer meget længe, inden jeg sætter mig ned igen.

Jacob var overrasket over, at øvelser ikke havde virket. Så nu skulle den alene stå på bælteøvelser af den hårde slags - pres overkroppen så hårdt tilbage som muligt. Prøvede under hans vejledning og til min glæde var det som om det lettede trykket i min fod.

søndag den 12. april 2009

Uge 3 og Gode venner i nødens stund

Dorthe og Jacob bekymrer sig om andre på en herlig håndgribelig facon. Efter at have fulgt mine fortsatte genvordigheder sørgede Dorthe for at invitere os til en øl på terrassen, samt en undersøgelse hos Jacob, der er læge.

Jacob nåede hurtig frem til, at der sandsynligvis var en diskusprolaps mellem 4 og 5 lændehvirvel, og indstillede mig straks til en MR scanning. Det er jeg efterfølgende blevet rigtig, rigtig taknemlig for.

Ugen som sådan har været ren nedtur. er godt nok kommet i gang med fysio - det hjælper bare ikke. Morgener er rigtig trælse nu - må trave hvileløs frem og tilbage i flere timer. At lægge sig er blot som at tisse i bukserne - aflaster i første omgang, men så blot forfra med smerter når jeg kommer op.

lørdag den 11. april 2009

Pause med McKensie øvelser - og nyt mod

Undlod øvelser i dag - virker nærmest til at gøre ondt værre. Dog heller ingen forbedring ved ikke at lave dem. Deprimerende

Faldt om aftenen over Helles Hyggeblog - virkeligt godt at læse om en lidelsesfælle, der øjensynlig er kommet ud på den rigtige side. Gav motivation til at genoptage McKenzie øvelser - de havde hjulpet hende.

fredag den 10. april 2009

Øvelser hjælper ikke!?

Skulle i dag begynde med stolpe øvelse i stedet for de gulvliggende. Forsøgte, men det føltes slet ikke brugbar og opgav derfor - fortsatte med gulvøvelser. Kan slet ikke mærke nogen positiv forskel.

Hjalp Inga en smule i haven - dog begynder det at gøre ondt ned i benet når jeg går.

mandag den 6. april 2009

Første besøg hos fysioterapeut

Spændende - har ikke været hos fysioterapeut før. Efter lidt googling på nettet valgte jeg Fysioterapien Rådhustorvet - primært fordi de på deres hjemmeside understregede betydningen af patientens egen indsats - en såkaldt McKenzie metode.

Cyklede derind på racer - det er jo bleven forår. Gjorde godt nok ondt ned i foden da jeg stod af cyklen og pinefuldt at skifte sko.

Min fysio hedder Jacob - flink ung gut, som gav mig sin prikkepind fra hans netop døde HTC Touch mobil. Overraskende så lidt, han undersøgte mig. Spurgte bl.a. om jeg kunne bøje forover og nå jorden - er du gal - kan max. bøje 15 grader. Viste mig banan-øvelsen - dvs. skubbe overkroppen op liggende med hofter i gulvet og med en bøjning mod den dårlige side. 1o gentagelser gerne pr. time indtil fredag, hvor jeg så skal begynde at bøje bagover fastlåst til stolpe med bælte. Ideen er at få presset diskussen tilbage og væk fra nerven - de gulvliggende øvelser skulle give noget smidighed inden stolpeøvelsen skal sætte rigtig tryk på.

Herligt med en opskrift at følge - hjem og øvelser for hver time.

søndag den 5. april 2009

Uge 2

Der er ikke rigtig sket nogen fremskridt i den forløbne uge. Kan køre bil hvis nødvendig. Står op så vidt det er muligt. Flere smerter i ben om morgenen - kuren mod dette er at gå frem og tilbage i stuen. Ellers går det fint med at gå. Ser frem til at komme i gang med fysioterapi efter at have fået grønt lys fra sundhedsforsikring.

Prøvede en forsigtig løbetur om aaftenen - det blev til knap 1,5 km  og det dur bare slet ikke. Øv-øv og goodbye til Fladbroløbet.

fredag den 3. april 2009

Gang i Sundhedsforsikring

Havde stadig intet hørt fra sundhedsforsikring efter min skadesanmeldelse - ringede. Det virker. En begavet person tager de basale oplysninger, og indenfor en time ringede en læge tilbage og gav grønt lys for dækning af fysioterapibehandling.

Kunne sikkert have sparet en lille uges tid ved at ring i første omgang - men når de nu har en online formular, troede jeg jo, at de også kikkede på det der kom ind den vej. Æv.

torsdag den 2. april 2009

KV09 opstillingsmøde

Arbejde hjemme - godt med hæve/sænkebord - og cyklede på racercykel til Randers. Bestræbte mig på strakte arme og rank ryg. Gjorde av at skifte fra cykelsko til alm. Gik fra Laksetorvet til ITForum møde i Jyske Bank og glædede mig over at kunne gå i raskt tempo.

Venstre opstillingsmøde i Purhus om aftenen - fik bedste placering, hvilket giver en placering som nr. 6 på samlet Venstre liste.

tirsdag den 31. marts 2009

Besøg hos egen læge

Med henblik på at få en henvisning til en fysioterapeut tog jeg over til egen læge. De sædvanlige undersøgelser: Bøjelighed, gå på tæer; hæle; løfte ben og reflekser - dem er der ingen af.

Ingen særlige alarmsignaler, men sikkert godt med noget fysio, så jeg fik en henvisning. Udfyldte straks en internet formular anmeldelse til sundhedsforsikringen.

I bil på arbejde; stående AU møde og på el-cykel til Ø. Bjerregrav om aftenen - igen stående møde. Sad dog ned under kaffen.

mandag den 30. marts 2009

Stående heldagsmøde

Sidder i bestyrelsen for Randers Spildevand A/S under etablering. Derfor et 9-16 møde om det at sidde i bestyrelsen for et aktieselskab. Regnvejr, så jeg tog bilen - svært at komme ud af den.
Stod op under hele mødet.

søndag den 29. marts 2009

Uge 1

I forhold til de første dage er der sket fremskridt: Ryggen virker betydelig mere solid - kan gå almindeligt, men passer dog stadig på med ikke at træde ned i et hul eller lignende. Rigtig dårlig bøjelighed forover - skal ligge ned for at få strømper og bukser på. Har svært ved at samle noget op fra jorden. Måltider indtages siddende på knæerne ved bordet.

torsdag den 26. marts 2009

Yes - jeg kan gå

I dag var vi tidlig færdig og tilbage i Nis tidlig nok til at jeg kunne nå en gå-tur inden det blev helt mørkt.

Herligt at kunne gå - omend forsigtig - så dog uden at få stød eller låsninger i ryggen. Nåede knap 6 km. Under spisningen kunne jeg sidde ned hele tiden - og alligevel gå ned af trapperne til mit værelse.

tirsdag den 24. marts 2009

Rejsedag til Serbien

Alt blev pakket i kufferten - kunne ikke løfte selv en let håndbagage. Jeg kørte selv til Tirstrup - godt det samme, da der faktisk var en smule snestorm omkring Assentoft. Blev chokeret over smerterne, da jeg stod ud af bilen i Tirstrup - måtte stå et par minutter, inden jeg kunne gå ind i afgangshallen.

Forude ventede flyvning til Tirstrup; videre til Wien og så videre til Beograd inden 270 km med bil til Nis. Skræmmende. Det gik nogenlunde. Sørgede for at få plads uden sidemand, så jeg kunne sidde nærmest på skrå af to sæder. På den længste tur til Wien havde jeg tre sæder, så jeg kunne ligge mig ned.

De 270 km blev tilbagelagt i en komfortabel Passat. Lagde sædet en del ned, men det blev efterhånden pinefuld. Heldigvis kørte chaufføren hurtigere og hurtigere, så pinen ikke blev trukket i langdrag.

Sad ned ved aftenspisning - godt at det var tæt på elevator.

søndag den 22. marts 2009

Dag 0

Inga var på weekend familiebesøg i Sønderjylland. Havde selv en del at lave, og var blevet hjemme. Skulle spille fodbold kl. 11.30, så jeg kunne lige nå at fjernet nogle grene fra en tilbageskåret hæk. Var godt nok noget stiv i ryggen, men grenene lå på naboens side, så nu skulle de væk.

Det kom de også, og ryggen havde fået det rigtig dårlig. Afbud til fodbold? - valgte at cykle til Asferg for at se, om de var nok. Lykkedes at komme i spilleklunset og kom op på banen for blot at konstatere, at jeg ikke med min bedste vilje kunne løbe - som om lænden ikke ville lade benene bevæge sig.

Hjem og på langs på en tynd madras foran fjernsynet. Ryggen skulle vel blot have lidt ro.

fredag den 20. marts 2009

I baren ved fest i Ø. Bjerregrav

Ø. Bjerregrav Idrætsforening havde hjulet PIF ved vores fest i Træningshuset, så nu var det vores tur til at give dem en hånd. En hyggelig opgave, som jeg naturligvis havde sagt ja til.

Min primære opgave var at stå i baren sammen med to piger, så jeg sørgede løbende for at fylde op med øl, vand mm. Dette blev hentet fra en køletrailer blot 20 m fra baren.

Var meget omhyggelig med at løfte korrekt og vurderede løbende, hvad ryggen mente om opgaven. Ingen advarselssignaler. Heller ingen problemer dagen efter.

mandag den 9. februar 2009

Fuld knald på snowboardet i puddersne

Vild jubel - der var faldet ca. 20 cm nysne i løbet af morgentimerne. Nåede som første mand ned af den sorte piste i jomfruelig sne - perfekt.

Næste tur var ned af en stadig jomfruelig Knoll & Tot (uprepareret), og igen en suveræn oplevelse. Nok en tur på Knoll & Tot - trak lidt ud på siderne for at få den jomfruelige sne og av-av - under den løse sne var der hårde toppe, som sendte et par jag gennem ryggen.

Resten af dagen var stilen mere opretstående og afdæmpet, og næste dag var der heldigvis næsten intet at mærke.